5 gode råd til jobsamtalen hos et rekrutteringsbureau

Er du blevet prikket på skulderen af en recruiter eller er din ansøgning kommet igennem nåleøjet hos et rekrutteringsbureau, skal du forberede dig på en ganske særlig slags jobsamtale – hos et rekrutteringsbureau.

Her har du nemlig en unik mulighed for at få din faglige profil i spil – ikke kun til ét specifikt job, men til mange potentielle jobmuligheder.

Her er 5 gode råd, hvis du skal til jobsamtale hos et rekrutteringsbureau:

1. Kom til tiden, smil og vær nærværende

Det siger sig selv – og er bestemt ikke forbeholdt rekrutteringsbureauer. Førstehåndsindtrykket betyder meget, og du kan vinde nemme points ved simpelthen at møde op til tiden (5-10 min. før aftalt tid er ideelt), være åben, smilende og nærværende.

Vi er vant til nervøsitet under jobsamtaler, og vi gør vores bedste for, at du kan føle dig afslappet og godt tilpas under samtalen.

2. Hav orden i papirerne

Det er en god idé at have ”orden i papirerne”, når det gælder din jobsøgning. Det kunne fx være din ansøgning, dit CV samt evt. referencer/udtalelser. Medbring gerne dokumenterne udprintet, så du kan fastholde overblikket i løbet af samtalen.

Og husk, at referencer er et must for et rekrutteringsbureau, så hav gerne styr på dem allerede inden samtalen, for du vil blive bedt om dem.

3. Læs de formelle krav og formalia til stillingen godt igennem

Har du søgt en bestemt stilling gennem et rekrutteringsbureau, er det vigtigt, at du sætter dig godt ind i stillingens krav og formalia. Det er til din fordel, hvis du kan vise, at du har reflekteret over sammenhængen mellem din profil og den aktuelle stilling.

Forestår et rekrutteringsbureau rekrutteringsprocessen, er det muligt, at virksomheden ønsker at være anonym. I så fald ved du måske ikke på forhånd, hvilken virksomhed der er tale om før til selve samtalen. Det gør det så meget desto vigtigere at have taget stilling til den information, du har.

Er du blevet kaldt til samtale på baggrund af en uopfordret ansøgning, er det vigtigt, at du i stedet reflekterer over dine egne ”krav og formalia”, fx til beliggenhed, transporttid, arbejdstid, hjemmearbejde, lønpakke mm.

4. Tænk over ”need-to-have” vs. ”nice-to-have”

Til en samtale er det mindst lige så vigtigt at have reflekteret over dine egne ønsker og behov til en kommende arbejdsplads.

  • Er det nødvendigt for dig med en hjemmearbejdsplads eller er det fint, bare der er mulighed for lejlighedsvis at arbejde hjemmefra?
  • Hvor meget betyder det for dig, at der er fredagsbar og sociale arrangementer?
  • Er storrumskontorer helt no-go eller kan det opvejes af høreværn, skillevægge og gode kollegaer?

Ovenstående er blot eksempler, men brug gerne lidt tid på at overveje, hvor meget disse og andre faktorer spiller ind for dig på en arbejdsplads. Det er værd at tænke over, hvad man har brug for og ikke kan undvære for at fungere optimalt (”need-to-have”) og hvad der kunne være rart at have, fordi det kan højne ens trivsel, men heller ikke er afgørende (”nice-to-have”).

Jo mere bevidst, du selv er omkring dine ønsker og behov (og forskellen på de to ting!) – jo nemmere er det for os som rekrutteringsbureau at finde den bedst mulige stilling og arbejdsplads til dig.

5. Vær forberedt på, at vi går et par spadestik dybere

Når du er til jobsamtale hos et rekrutteringsbureau som Centrum Personale, skal du være forberedt på, at vi nok går et par spadestik dybere.

Ofte bliver nye medarbejdere udvalgt og ansat alene ud fra deres ”hårde kompetencer”, altså deres teoretiske uddannelse og faglige kunnen. Vi er nu af den opfattelse, at en medarbejders ”bløde kompetencer” eller personlige egenskaber er mindst lige så afgørende for succes i jobbet.

Bløde kompetencer definerer vi som ikke-tekniske færdigheder og egenskaber, der påvirker måden, hvorpå en person arbejder eller interagerer med andre. Det kan være alt fra kommunikationsfærdigheder til kerneværdier, fra samarbejdsevner, problemløsning og kreativitet til unikke personlighedstræk og motivation for jobbet – og mere til.

Med andre ord søger vi at få forståelse for både din faglige og personlige profil uden om standardiserede personlighedstests.

En rekrutteringskonsulent kan også rådgive dig, samt tilbyde værdifuld viden og indsigt med på vejen, både om dig selv og om selve stillingen/virksomheden, så du føler dig rigtig godt klædt på til den rigtige samtale ude hos virksomheden.

Send os en uopfordret ansøgning –  så ses vi måske snart til en jobsamtale!